Spirituel integrativ krops- og psykoterapi er en terapiform, som Lene Ince/Tobias Skolen har udviklet og som stadig er i udvikling.

Det er en terapiform, som er baseret på på et flerdimensionelt menneskesyn, dvs. et holistisk menneskesyn, hvor det transpersonelle plan, det psykologiske plan, det relationelle plan, det energetiske plan og det fysiske plan hænger uløseligt sammen.

Disse forskellige plan er også at se, som forskellige 'døre', som vi, i terapien, kan gå ind af. Dette gør mulighedsrummet meget stort og kreativt og åbner op for en verden af muligheder ift. at forstå de indre krinkelkroge og for hvor ubalancerne, sorgen, depressionen, angsten osv. har hjemme. Når vi finder disse steder i krop, sind og sjæl er der dannet et godt udgangspunkt for forløsning og transformation. Hvad der er blevet set, bliver ikke uset igen. 

​

​

​

Mange af de store psykologer og terapeuter igennem tiden har Lene Ince bragt ind i uddannelsen til spirituel integrativ krops- og psykoterapeut og tilsammen skaber disse et solidt fundament både mht. teori og metoder. Der er så meget godt at hente fra Freud til Grof over Assagioli, til Irvin Yalom, Susan Heart, Alice Miller, Katrin Asper, John Bradshaw, Bert Hellinger, Bruce D. Perry, Joe Dispenza, Bruce Perry, Lisbeth Marcher osv. osv.Ud over den fundamentale psykologiske teori er også kvanteteori, epigenitik og en grundlæggende holistisk spirituel forståelse af livets sammenhæng også en stor del af terapiens udgangspunkt. Kan man gå i terapi hos mig, hvis man ikke deler dette udgangspunkt? Ja, det kan man sagtens. Jeg pådutter ikke min opfattelse af verden på nogen. Min måde, at se verdens sammenhæng på, lever som en understrøm og ikke som en mission om, at du skal tro på det samme som mig. Jeg er selv i konstant udvikling med den spirituelle side af livet og lærer meget af både teori, oplevelser, klienter, medstuderende og livet selv. Alt, hvad jeg lærer på uddannelsen til spirituel integrativ krops- og psykoterapeut, giver mig en solid faglig rygsæk, som jeg arbejder ud fra.

Når det er meningsfuldt for din mentaliseringsproces - kan psykoedukation, hvor

vi taler om dine oplevelser ud fra teorien, også være nyttig. 

​

 

 

"Kroppen husker dét, du vil glemme",  er en kort frase, der fortæller,  at vores krop, med dét nervesystem, som vi har, husker alt dét, vi har oplevet. Fra vi som små fostre ligger i mors mave og er marineret i mors nervesystem - dvs. i hendes sindstilstand, bevidsthed, overbevisninger, livssituation - og helt op til i dag, er vores nervesystem i konstant gang med at scanne vores omgivelser for farer og tryghed. Den måde vi opfatter verden på som voksne hænger uløseligt sammen med den måde vores hjerne struktureres på igennem vores opvækst. Vi kan groft sagt udvikle en kreativ overskudshjerne eller vi kan udvikle en overlevelseshjerne, der altid er på vagt. Det er en dyb autonom programmering, der sker som et resultat af vores tilknytnings-situation som fostre, babyer og børn. Vores første erfaringer med tilknytning til vores omsorgspersoner i starten af vores liv skaber den implicitte hukommelse, de danner baggrundstæppe for vores hele væren-i-verden som voksne. Omsorgssvigt har mange former. De tydelige er fysisk misrøgt, forsømmelse og vanrøgt. De mere skjulte kan være seksuelt misbrug og emotionelt omsorgssvigt. Hvis vi er født ind i en familie, hvor et eller flere af disse omsorgssvigt fandt sted, så vil denne fornemmelse sidde i kroppen på os, som en lagret kropslig hukommelse og med følelser som:

• livsstress og angst

• forladthedsdepression og tomhed

• en ubestemmelig længsel efter noget, man ikke ved hvad er

• en dyb frustreret følelse af ikke at være tilfreds, men uden at kunne sætte fingeren på, hvad det er man savner

• en dyb følelse af ensomhed, men med stor frygt for at indgå i dybe relationer eller

• en følelse af ikke at vide, hvordan man skaber den dybe kontakt, som man længes efter.

En normaltilstand, hvor man overlever, men uden kreativ selvudfoldelse, spontanitet, glæde og lethed. Man kan være så vant til den indre uro, at man faktisk ikke ved, hvad det vil sige, at leve uden.  Det er følelser, der lever som en understrøm, noget man har vænnet sig til. Det er der bare som en murren i maven, som en hård klump i halsen eller lignende og giver sig til kende som angst, depression, længsel mv. Og det kan være noget der i særlige situationer vækkes til live og får os til at reagere indadrettet med grublerier, selvbebrejdelser, indre destruktive dialoger eller som udadrettet aggression, vrede og bebrejdelser af andre. Vi lagrer ethvert indtryk i vores kroppe, både det behagelige og det knapt så behagelige. Det knapt så behagelige er dét "vi gerne vil glemme", med vores forsvarssystem og som vi herfra forsøger, at cope med ud fra forskellige overlevelsesstrategier.  Vores egolag beskytter os imod smerten ved at genopleve det, der var ubehageligt og måske i første omgang blev opfattet af vores indre alarmberedskab, som livsfarligt. Enten fysisk eller eksistentielt livsfarligt. Det kan være en smart strategi, at lukke ned, at gå i forsvar, at prøve at kontrollere mv. Som børn brugte vi forsvarerne for at overleve. Men som voksne har vi brug for at disse unge dele af os selv må vokse op, så vi ikke er i verden ud fra disse forsvar.

Vi skal huske at forsvar er der af en grund, men i længden gør de mere skade end gavn. Problemet er at det ikke bliver bearbejdet, mødt, set, følt, anerkendt, hørt, elsket. Og på den måde gemmer vi sårene væk bag ved forsvarene.  Og problemet med at gemme det væk, er at det netop IKKE er væk - men derimod bare ligger i vores eget skyggelandskab og får sit eget liv i krop og sind. Som beskrevet, så sætter det sig i kroppen som fastlåsthed, rigiditet, smerter og sygdomme og i psyken kan det sætte sig som uhensigtsmæssige mønstre i relationer, lavt selvværd, misbrug, kontrolsystemer som OCD og spiseforstyrrelser, destruktive "stemmer" over for sig selv samt negative overbevisninger osv. Med det resultat, at det at være indeni sig selv er lidelsesfuldt.

At bruge kroppen og nervesystemet aktivt i terapien er gavnligt og nyttigt. Ja, det kan faktisk ikke undværes!

 

​

​

I spirituel integrativ terapi er udgangspunktet en jordbunden spirituel tilgang til livet. Det er livet lige nu og her, i dette liv, der er omdrejningspunktet. Dét, der er nu, er dét, der lever og derfor dét, der er energi på og som gerne vil frem i lyset. I terapien går vi altid med dét, der er. Og dét, der bliver set, bliver ikke uset igen! At dykke ned i skyggerne og opdage lyset ligeså stille er en smuk indre proces, som terapien søger at støtte dig i. Det er en meget smuk rejse at komme hjem. Hjem i sig selv med alle de dele, der har været fortrængt, hengemt, afvist, udskammet og glemt. Dette kræver en smuk form for overgivelse ind i det relationelle rum imellem dig som klient og mig som terapeut. Foruden overgivelse, så fordrer terapi også mod og nysgerrighed. Og faktisk kan terapi være både smukt, poetisk og sjovt. Mennesker er forskellige og derfor er der heller ikke to sessioner, der er ens. Som terapeut er jeg meget bevidst om, at det er i nuet, med den enkelte klient, at vinduet ind til processen åbner sig. Det er i dét nu, at min fineste opgave er at fornemme, hvor du er i din proces og derfra støtte dig i at komme i den retning, som du gerne vil. I spirituel integrativ terapi er der mange værktøjer og metoder, der tages i brug, for at komme i kontakt med de dele af bevidstheden, som ellers kan være svære at komme i kontakt med. I terapien bruger jeg bl.a. familieopstilling med gulvmarkører (sten, filt, figurer mv.), jeg bruger tegneterapi og kropstegninger, visualiseringer, guidninger, meditationer, chakraprocesdans og kropsarbejde/energiarbejde på briksen. Derudover kan relationel integrativ åndedrætsterapi også give dybe indsigter i kroppens autonome lag. Den eksistentielle samtale om livets store spørgsmål: døden, ensomhed/isolation, meningsløshed og frihed/valg er også temaer, der kan komme op under terapien. Mange oplever et stort sort hul af tomhed indeni, som kan være både abstrakt at forholde sig til, men også meget tungt og smertefuldt at bære rundt på. Det er en form for eksistentiel smerte, som terapi også kan dæmme op for.

 

Jeg har også taget Reiki I og II hos Heidi Ezra i Fredericia og kan give behandlinger i Reiki uden terapi. Vi indleder dog reiki-healingen med en kort samtale om behov, ønsker og forventninger. Jeg bruger også reiki-energien, som et nyttigt og godt værktøj i det øvrige terapeutiske arbejde.