For mange kan ”sådan noget terapi” godt være ekstremt grænseoverskridende at gå ind i. For mig føltes det helt vildt farligt at påbegynde i terapi, da jeg startede mit uddannelses-forløb. Her er egen-terapi, og dermed selvinspektion og konfrontation med de dybeste og mørkeste afkroge og sorger jo er en helt naturlig del. Der var noget i mig, der bare fandt det ubehageligt, kvalmefremkaldende og dumt. Hvorfor dog udsætte sig selv for dét? Men det var mit ego, der talte til mig dér. Der var nemlig en dybere længsel i mig efter at gøre noget, der kunne hjælpe mig med at gå i dybden og måske finde en vej i livet, som var mere glædesfyldt end den, jeg var på.  Efter en total nedsmeltning med stress og dertil oplevelse af dyb eksistentiel meningsløshed, besluttede jeg mig simpelthen for at endelig gøre noget ved den evindelige pendulering imellem på den ene side (når det var "godt") at være i overlevelsesmode i tilværelsen og på den anden side, at havne i de store sorte huller, som jeg, af en eller anden grund, syntes at falde ned i gang på gang. Et ikke alt for tilfredsstillende spændingsfelt.  

Og der trådte jeg ind på den vej, som jeg går på nu, hvor jeg med nysgerrighed og ihærdighed undersøger, hvad det her menneskeliv egentligt går ud på.

Ved at starte i terapi har jeg fået indsigt i mine egne mønstre, min egen dybeste sorg, mine delpersonligheder, mit egolag, mine indre sårede børn, internaliserede forældre, grundsår, mine kernekvaliteter og fået større forståelse for mig selv, mine grænser, mine værdier og hvad jeg gerne vil tilbringe min tid på i dette liv. Det er en fantastisk rejse, hvor kærlighed til mig selv og omsorg overfor alle mine aldre indeni mig får plads. Det giver større taknemmelighed, kærlighed i mine relationer, jordforbindelse i livet, nysgerrighed, kreativitet og leg.

Jeg får større og større indsigt i, hvordan jeg hænger sammen indadtil i mine mønstre, i mit egos krinkelkroge.

Udadtil i mine relationer og mine længsler og drømme ift. fremtiden.

Nedadtil i Moder Jord og mine aner.

Og opadtil i kvantehavet.

Jeg lever nu en meget mere meningsfuld tilværelse, fordi jeg har tilladt mig selv at være sårbar, at blive set af en terapeut og at uddanne mig i et blødt, nærende og livgivende rum med andre søgende. Jeg oplever en følelse af, at der en kortere vej imellem mig og min omverden. Det vakuum, ja, den tomhed jeg følte at der var imellem mig og verden er der ikke mere. Og rejsen handler om at turde se tingene i øjnene, at turde gå med de impulser, som jeg mærker, er de rigtige for mig, at være mere lydhør overfor egne behov og længsler, at nære mig selv og mine relationer, at mærke mit sande ja og mit sande nej, at prøve at leve et mere nærværende og nysgerrigt liv  - og dét med masser af humor og selvironi.

​

​

Før jeg startede på Tobiasskolen troede jeg, at man skulle kunne klare alting selv, at den sårbare side af mig var et svaghedstegn, der skulle holdes hemmeligt for omverdenen og det resulterede i, at jeg følte mig afsondret fra verden, som om jeg var i en boble, som jeg kiggede ud på alle andre igennem. For mig har dét, at gå i terapi virkelig været med til at transformere essentielle sider af mit indre navigationssystem, så jeg føler mig meget mere hel, i balance og i kontakt med min dybeste inderste kerne. Terapi har været udgangspunktet for, at jeg har kunnet træde i eksistens i dette liv!  

​

​

Vil du også påbegynde en rejse indadtil, udadtil, nedadtil og opadtil?

Følg linket her og se priser og kontakt-information. 

Kærlig hilsen Nana 

​

​

​